Helprotesen erstatter samtlige tænder i over- eller undermunden
En helprotese erstatter samtlige tænder i den relevante kæbehalvdel. Med en helprotese får du altså en kunstig erstatning for samtlige af dine tænder i over- eller undermunden.
Helproteser laves selvfølgelig forskelligt, alt efter om de er til overmunden eller undermunden.
Helproteser til overmunden
I overmunden er mange interesserede i, at den nye protese skal ligne de gamle, naturlige tænder så meget som muligt, så det ikke er meget tydeligt, at du har fået lavet en protese.
Det er i dag muligt at efterligne udtrykket på dine naturlige tænder i meget høj grad, og det er derfor muligt at lave en helprotese, der både i form og farvenuance minder om dine naturlige tænder. Derfor vil man i mange tilfælde kunne få en helprotese, uden andre nødvendigvis vil opdage det.
Det er derudover også muligt at kopiere særlige kendetegn fra dine naturlige tænder.
Dette gælder for eksempel, hvis du har haft en tand, der var synligt mørkere end de andre, eller hvis du har haft en tand, der sad på en bestemt måde. Mulighederne i dag er mange, og vi vil altid bestræbe os på at lave et resultat, som stemmer mest muligt overens med de ønsker, du har.
En helprotese i overmunden laves ofte sådan, at den suger sig fast til ganen og derved holder sig på plads.
Helproteser til undermunden
En helprotese i undermunden kan for mange være forbundet med gener og ubehag. Vi har dog specialiseret os i at afhjælpe mange af de klassiske gener ved helproteser i undermunden.
Gener kan blandt andet komme af en underprotese, der løfter sig fra gummen, når du taler, og som vipper op eller giver smerter i gummen samt giver tale- og tyggebesvær.
I undermunden ligger helprotesen løst, men fremstilles ofte sådan, at kinder og tunge kan bidrage til at holde protesen på plads. Hos Klinisk Tandtekniker Lars Kongsbak i Esbjerg har vi også i mange år brugt en speciel aftryksteknik, der afhjælper mange af de problemer, som nogle forbinder med helproteser i undermunden.
Speciel aftryksteknik særligt velegnet til flade gummer
Denne aftryksteknik er også særlig velegnet i de tilfælde, hvor gummerne i undermunden er meget flade og aftagende.
Når der ikke længere er naturlige tænder i dine gummer, vil gummerne med tiden aftage og blive flade, og det er derfor nødvendigt, at din protese løbende rettes til i takt med de ændringer, der er i din mund.
Særligt ved meget flade gummer kan vores specielle aftryksteknik til helproteser komme dig til gavn.
For mange kan det være en dyr fornøjelse at få en tandprotese. Læs her om finansiering og om du kan få tilskud.